Galapagos-øerne, der er ejet af Equador siden 1832, fik verdens
opmærksomhed da Charles Darwin besøgte dem i 1835. Isolationen i
Stillehavet ud for Sydamerikas kyst gjorde, at han kunne studere
hvordan de forskellige arter havde udviklet sig til at trives under
specielle forhold. Studierne dannede grundlag for hans berømte værk
"Origin of the Species" eller "Arternes Oprindelse" på dansk. Hans
evolutionsteorier vakte stor opsigt dengang - ikke mindst hos
kirken, da hans værk gjorde op med skabelses-beretningen i
Biblen.
 |
Historien om kaffen på Galapagos er også en historie om
evolution og tilpasning, dog indenfor et kortere tidsperspektiv. I
1869 plantede Manuel J. Cobos de første kaffetræer på
Galapagos-øerne. Cobos respekterede desværre ikke det unikke
plante- og dyreliv, der fandtes på øerne - bl.a. udryddelsen af
flere arter skildpadder står for hans regning.
Menneskeliv lå heller ikke højt på værdiskalaen. Cobos benyttede
nemlig straffefanger fra Ecuador til at producere sin kaffe.
|
Straffefanger var der nok af. Kunne de ikke indordne sig under
forholdene, blev de sejlet over til en ubeboet ø, hvor de blev
efterladt til deres eget ve og vel. Det kom næppe som nogen
overraskelse da straffefangerne i 1904 gjorde oprør og halshuggede
Manuel J. Cobos.
Dermed var det også slut med kaffeproduktionen, plantagerne stod
herefter uberørte hen indtil i 1994, hvor familien Gonzales overtog
kaffeplantagen, der i dag hedder: Hacienda San Cristobal.
Kaffetræerne var nu mere end 120 år gamle og var derfor ikke
længere produktive - kaffetræer er produktive ca. 30-40 år. Alle
træer måtte derfor fældes, hvorefter familien Gonzales satte sig
til at vente. Efter nogen tid begyndte nye skud at spire frem på de
gamle træers stubbe. Herefter kunne en ny kaffeproduktion til
kommercielt brug og en ny tid begynde.
"Partrimony of Humanity" er Galapagosøernes lov, der forbyder
brug af kemikalier og pesticider. For at dette overholdes,
kontrollerer O.C.I.A. - Organic Crop Improvement Association
løbende, at bønnerne på plantagen produceres under helt naturlige
forhold.
|
Helt op til for få år siden kom stort set al kaffe fra Galapagos
fra øen San Cristobal (den 3. største ø i Galapagos-øerne). Santa
Cruz Estate kaffe er, som navnet antyder, dyrket på øen Santa Cruz,
som er den 2. største ø i Galapagos. Nogle mener, at kaffen fra
Santa Cruz er sødere med en mere fyldig aroma en andre kaffer fra
Galapagos.
Da økosystemet på øerne har meget stor fokus er kaffen fra
Galapagos dyrket uden kemikalier og pesticider, hvorfor den kan
betegnes som økologisk dyrket, hvilket også understeges i den
unikke smag.
|
 |