 |
Denne blå bønne skaber en perfekt afbalanceret kop kaffe med en
righoldig smag, frisk syrlighed og en blød, fyldig krop. Haitian
Bleu™ er en af verdens fineste kaffer. Kaffeselskabet er et af de
få kaffefirmaer i verden, der kan opkøbe grønne Haitian Bleu -
bønner og tilbyde den fantastiske kaffe som ristet kaffe.
Det kan være svært at forestille sig, at et forholdsvis lille
land som Haiti leverede halvdelen af verdens kaffe i starten af
1800-tallet. Det skal naturligvis ses i lyset af, at kaffeforbruget
på verdensplan dengang ikke var i nærheden af de mængder der
forhandles i dag.
|
De første kaffetræer kom til Haiti fra Matinique i 1715. Under
det franske koloniherredømme blev der hvert år importeret omkring
30.000 afrikanske slaver til at arbejde i kaffeplantagerne under
kummerlige forhold. I 1793 fik Haiti endelig sin selvstændighed,
samtidig med at slaveriet blev ophævet.
De mange slaver fik dog ikke deres egen jord at dyrke. Dette
resulterede i mange års kaotiske tilstande på øen. Haitis nye leder
var nødsaget til at prioritere ro og orden frem for
kaffeproduktionen. Samtidig ophørte Frankrig - der hidtil havde
været den allerstørste aftager af kaffen, med at importere kaffe
fra Haiti. Det kunne mærkes og kaffeindustrien begyndte at falde
fra hinanden.
At økonomien fik et hårdt slag dengang, kan endnu ses i
landskabet i dag. På bjergsiderne og i dalene mangler træerne. I
valget mellem grønt terræn eller familien overlevelse var det
dengang nødvendigt at drive rovdrift på øens træer og buske for at
få brændsel og mad. Den haitianske kaffes unikke kvaliteter blev
dog "genopdaget" i 1935 af William Ukers, der døbte bønnen "Blue
Bean".
I 1990 begyndte et intensivt projekt, der gik ud på at støtte
kaffefarmerne på Haiti. Farmerne ville få muligheden for at kunne
optimere deres kaffeproduktion, plante træer, organisere sig og
være i stand til at leve af at dyrke kaffe. Dette gjaldt ikke kun
farmerne men også plukkerne og deres familier. Projektet er stadig
aktivt og er støttet af to apolitiske amerikanske organisationer
A.I.D. - Agency for International Development og I.I.C.A. -
Interamerican Institute for Co-operation in Agriculture. Der er
indtil i dag brugt mere end 5,8 million dollars på projektet.
|
En gennemsnitlig indkomst for en haitian arbejder er ca. 260 kr.
pr. måned, så der er stadig lang vej endnu. Der er dog ingen tvivl
om, at projektet allerede har skabt mærkbare resultater for
kaffeindustrien.
Mellem 1995 og 2001 blev Haitian Bleu™ udelukkende solgt til
fire kafferistere i verden, primært til USA. Fra 2001
blev Kaffeselskabet godkendt som den femte importør af Haitian
Bleu™ af Caféirères Natives, der er en demokratisk organisation
bestående af omkring 25.000 haitianske små farmere.
|
 |
Ved samarbejdet har Kaffeselskabet forpligtet sig til
udelukkende at sælge Haitian Bleu™ som ristede bønner. Dette
skyldes, at de haitianske farmere kæmper for, at deres kaffe ikke
kommer i hænderne på mellemhandlerne (brokers). Sker dette
vil der være stor risiko for en devaluering af deres produkt samt
at miste de hårdt tilkæmpede rettigheder, som de nyder godt af i
dag.
Dermed giver en kop Haitan Bleu™ en god smag i munden i mere end
én forstand. Hver gang der bliver drukket en kop, er De som
forbruger nemlig med til at reducere fattigdommen i Caribiens
fattigste nation.